Thai stir fry fra den nordiske vinterkøkkenhave

På denne tid af året befinder langt størstedelen af vores grøntsagsguld sig under jorden.

Pastinakker, gulerødder, rødbeder, jordskokker, havrerod, knoldselleri og skorzonerrod står trygt og godt beskyttet til vi beslutter at bruge af dem.

1 måneds ferie i Thailand med dagligt højt indtag af hurtigt stegte friske grøntsager med masser af smag fra det traditionelle Thailandske køkken blev prompte inkluderet i vores hjemlige nordiske madlavning.

Her får I et par eksempler på Thai grøntsags stir fry, hvor stir fry saucen kan anvendes til alle slags grøntsager.

Stir fry sauce:

3 spsk. Thai Mushroom Sauce (eller Oyster Sauce) begge dele kan købes på nettet eller i asiatiske butikker

2 spsk soyasauce

2 tsk palmesukker (eller alm. sukker)

3 spsk vand

1/2 tsk maizena (kan udelades)

Kom Mushroom Sauce, soyasauce og sukker i en gryde og varm op til sukkeret er smeltet. Hvis du ønsker at tykne sauce lidt, så blander du maizena med vand og rører i for lav varme. Ønsker du at udelade maizena tilsætter du blot vandet og lader saucen koge lidt ind. Stil til side.

Tip: du kan lave en større portion sauce og opbevare i køleskabet, så du har GoTo sauce næste gang du får lyst til en hurtig omgang Stir Fry grøntsager.

Stir fry grøntsager:

Ca. 300 gr. rodfrugter skåret i stænger på ca. 4 cm i længde og 1/2 cm i tykkelse

3-4 fed hvidløg grofthakket

1 løg i strimler

100 gr. Champignon I skiver

100 gr. Broccoli I buketter

Evt. chili

1 spsk smagsneutral olie – i Thailand ville man benytte risolie, som du kan købe på nettet eller i asiatiske butikker

Opvarm olien på medium varme i en pande eller i en wok. Svits hvidløgene af i et par minutter og tilføj dine rodfrugter. Skru lidt ned for varmen og lad dem stege nogle minutter. Tilsæt broccoli og champignon og steg det hele til grøntsagerne er næste møre, men stadig har bid.

Tilfør din stir fry sauce og server straks – gerne med dampet/kogt ris, stegt ris eller risnudler og friskhakket forårsløg, ristede cashewnødder og lidt limesaft.

Tip: Jeg holder meget af blot at spise grøntsagerne uden noget til 🙂

Stir fry kål:

Har du masser af grønkål eller palmekål i din køkkenhave kan du benytte nøjagtig samme fremgangsmåde som med rodfrugterne. Det samme gælder med spidskål, hvidkål, rødkål etc.

Jeg laver ofte en stir fry blot med palmekål, grønkål eller spidskål. Op på panden til hvidløgene og stege til det er mørt med bid. Saucen på og mums mums…

Vær blot opmærksom på at de forskellige kål typisk skal have lidt kortere tid på panden end rodfrugterne, men hvis du er opmærksom og holder øje med at det du bruger i din stir fry ikke må få mere varme end at de stadig har bid, så vil du ramme den lækre og sunde thailandske måde at omgås grøntsager på.

Prøv også stir fry med vilde rødder og knolde. Se mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

one + 5 =