Måned: februar 2023

Udgivet den

Kvikgræs (Elytrigia Repens)

Kvikgræs er et 25-125 cm højt græs, der vokser på strandenge, vejkanter, kulturjord og i klitter. Almindelig Kvik er et velkendt ukrudt. Jordstænglerne kan vokse 60 cm eller mere ud fra den oprindelige plante, og de kan findes ned i 20 cm dybde. Fra hvert led af jordstænglen kan der dannes en ny plante.

  • Rødderne fra kvik­græs er spiselige, og indeholder lige under 20 procent kulhydrater. De smager faktisk forbavsende godt.
  • Roden kan spises både rå og tilberedte.
  • Når rødderne koges, opløses de i vandet, som bliver til en sukkerrig sirups­lignende suppe.
  • Rødderne kan i øvrigt også anvendes til kaffe­erstatning. Rødderne ristes, inden man derefter brygger kaffen på normal vis. Nogen kan godt lide smagen – men de fleste vil nok synes det smager beskt.
  • Rødderne fra kvikgræs har også været brugt – tørret og malet – som mel i trange tider.
  • Frøene fra kvikgræs kan også anvendes. Koges som grød eller i bagværk. Der er dog kun omkring 25 frø pr. plante, så rødderne er nok mere attraktive set fra et fourageringssynspunkt.

Den er rig på kiselsyre, ligesom den indeholder jern, planteslim og A- og B-vitamin. Endelig virker den antibiotisk.

Rødder fra kvikgræs kan sankes hele året.

 

Udgivet den

Droplet #3

“For enhver menneskelig sygdom findes der et sted i verden en plante, som er kuren.”

Rudolf Steiner

Udgivet den

Birkebarkmel

Birketræer er spiselige på en række forskellige måder. Birketræer kan tappes til sirup, og den nærende saft kan bruges både i madlavning, som næringsrig drik og medicinsk. De tidlige forårsknopper er aromatiske og smagfulde, hvis du snupper dem, før de åbner sig.

Men derudover kan den indre bark laves til et overraskende nærende mel, der indeholder ca. 1000 kalorier pr. kg. mel. Smagen minder meget om boghvedemel.

Traditionel brug af birkebark

Birkebarkmel fremstilles ved at høste den inderste bark, som er den der fører næringsstoffer fra rødderne op til bladene. Den ydre bark bruges til at lave kurve og spande og den indre bark er den spiselige del.

Birkebark blev traditionelt høstet af samerne i det nordlige Sverige. Mens nogle referencer siger, at barkbrød var en overlevelsesfødevare, er der beviser for, at det også blev spist i tider med overflod. Tværtimod tyder det på, at det var en basisfødevarekilde i 1600- og 1700-tallet.

Der er endog nogle beviser på, at det at spise barkmelsbrød faktisk var et tegn på rigdom. “Det er også blevet påpeget, at rige samiske familier med mange tamme rensdyr og stor mælkeproduktion normalt indsamlede de største mængder.” Det skyldes, at barken ofte blev blandet med rensdyrmælk for at lave brød.

Selvom det at spise barkmelsbrød var mere forbundet med rigdom end hungersnød, startede svenske embedsmænd i det 19. århundrede en kampagne for at overbevise folk om, at det var farligt at spise bark. “Svenske myndigheder genererede intens propaganda mod brugen af ​​bark til mad, og fra 1870 og frem forbød svensk lovgivning høst af bark fra træer, der voksede på kronland.”

Den korrekte måde, at høste/sanke birkebark på

Som huden på et menneske er barken på et træ den ydre beskyttelse mod indtrængen af skadelige fremmedlegemer. Hver gang du skærer i barken på et træ, åbner du således træets stamme op for insekter, sygdomme og forfald. Hvis du skærer hele vejen rundt om træets stamme, afbrydes tilførslen af ​​næringsstoffer fuldstændigt, og træet vil dø. Så selvfølgelig er det ikke etisk eller bæredygtigt at høste al barken fra et levende træ, men hvor meget er acceptabelt?

Nogle holder sig til en 1/3-regel og siger, at man ikke skal høste mere end 1/3 af barken omkring et træ. Men selv det er ret overdrevet.

Når gnavere beskadiger æbletræer i en frugthave og fjerner dem for bark, vil landmanden ikke engang forsøge at bringe noget tilbage, hvor mere end 1/3 af barken mangler. Hvis du høster 1/3, skubber du grænserne for det træs muligheder for overlevelse og hæmmer det resten af ​​dets liv.

Det er klart, at man i en overlevelsessituation skal gøre det, der er nødvendigt for at overleve, men i alle andre tilfælde bør bark kun fjernes fra træer, der skal fældes, eller træer, der for nylig er faldet (inden for et par uger efter fald eller fældning).

Det bark jeg her har høstet stammer fra grene vi måtte fjerne fra træer, om står for tæt på huset.

Sådan laver du birkebarkmel

Start med at fjerne den ydre bark. Den ydre papiragtige birkebark kan bruges til at lave kurve og beholdere.

Jeg brugte en hobbykniv til at skære den yderste birkebark af og skød den så ind under for at adskille lagene.

Da jeg først fik startet kunne jeg ret nemt skrælle/trække yderbarken af med hænderne.

Inderbarken er en lille smule tykkere end den papiragtige ydre bark, som du kan se fra enden af ​​denne gren.

Ved hjælp af en båndkniv/afbarker kom den indre bark af i tynde krøller.

Herefter skal den tørres enten i solen eller i nærheden af ​​brændeovnen.

Når birkebarken er tørret kan du male den til mel.

Vi har en større melkværn, som fungerede rigtig godt, men har du ikke det, så start med foodprocessoren og herefter en stenmorter, hvor du kan støde og færdigmalede de sidste stykker. God gammeldags stenkværne har været ideelle til formålet 😊

Sådan bruges birkebarkmel

Gær kan ikke fordøje næringsstofferne i barkmel så let, som de kan i hvedemel, og brødet vil have problemer med at hæve, hvis der er for meget barkmel. Birkebarkmel holder heller ikke godt sammen i bagværk, så det er ofte inkorporeret i små mængder for smag og ernæring.

Udskift ikke mere end 1/4 til 1/3 barkmel i den samlede opskrift.

Birkebarkmel har en lille smule bitter smag, men bitterheden var meget mild, og i en blind smagstest er jeg ikke sikker på, at jeg kunne se forskel på birkebarkmel og boghvedemel.

Tip: Den tørrede bark kan også bruges i te:

  • 1 tsk bark
  • 200 ml. kogende vand
  • Lade trække i 10 minutter

Men dit bedste bud på birkete i de koldere måneder er kviste. Se efter unge kviste, der stadig er fastgjort til træet eller for ganske nyligt er faldet. Måske fra en levende gren, der knækkede af i en storm. Kvistene skal være fleksible når du bøjer dem og svirpe tilbage, når du slipper igen. Hvis de er skøre, er de sandsynligvis døde og ikke nyttige til te.

Udgivet den

Rapunselklokke (Campanula rapunculus)

Rapunselklokke er af den store klokkeslægt, Campanula, og er en høj – 50-100 cm – plante med masser af kønne, blålilla klokkeblomster i juli-august. Den er ikke invasiv, men sår sig selv i behersket omfang og er en fin plante i den lidt vilde have, hvor den bidrager til at tiltrækker bier og andre nyttige insekter.

Den findes vildtvoksende ganske få steder i Danmark, mest i Nordsjælland, men er også interessant i urtehaven for de haveejere, der har lyst til at forsøge sig med lidt andet end de gængse grøntsager.

Navnet rapunselklokke stammer fra det latinske rapa, der betyder roe eller majroe og  i middelalderen blev rapunselklokke dyrket i stort omfang på grund af dens

  • blade, der blev brugt som spinat – friske eller dampede,
  • og for dens hvide rødder, der kan ligne spinkle pastinakker, og som kan spises både rå og tilberedte. I rå tilstand er de sprøde med lidt skarp, nøddeagtig smag. Det lidt skarpe bid aftager ved let tilberedning, fx kan man dampe dem ganske let og lade dem trække i en god vinaigrette.
  • og også blomsterne er spiselige.

Rapunselklokke er en toårig plante, men ønsker man at dyrke den som køkkenurt for røddernes skyld, skal man betragte den som etårig. Det første år udvikles en lav bladroset og under jorden de spiselige rødder. Lader man den overvintre vil planten på andetåret skyde den høje stængel og blomstre med klokkeblomster. Så er rødderne dog ofte blevet for gamle og træede til at være en nydelse, så ønsker man at høste rødderne, skal man grave planten op hen på sommeren på første år. Jeg lader nogen stå til blomstring året efter.

Rapunselklokke er en nøjsom plante, der trives godt på let, veldrænet jord, gerne kalkrig og helst i fuld sol, tåler dog også lettere skygge.

Rapunselklokke sås bedst udendørs, gerne allerede i den sene vinter eller det tidlige forår. Sår man direkte på friland, risikerer man et stort spild, når de små kimplanter skal konkurrere med fremspirende ukrudt. Derfor er det bedst at så i plantekasse el.lign. til senere udplantning. Frøene er bitte-bittesmå og kan være lidt svære at håndtere. Bland dem eventuelt med lidt fint sand og drys blandingen ud ovenpå jorden. Riv let og spray forsigtigt med vand, så alle de små frø ikke bliver skyllet væk. Stil kassen køligt, men lidt beskyttet og i læ, så vind og vejr og strejfende katte ikke får rodet rundt i jorden. Spiring vil så finde sted det efterfølgende forår. Rapunselklokke egner sig dårligt til varm forspiring indendøre. Se mere om koldsåning her.

Har man først en bestand, kan rapunselklokke deles til flere planter ved at dele rødderne.

Udgivet den

Skotsk lostilk (Ligusticum scoticum)

Skotsk lostilk er en vildtvoksende, flerårig skærmplante. Skotsk lostilk gror vildt enkelte steder i Danmark – der findes bestande langs kysten i Thy og Han Herred. Men den er både sjælden og fredet. Det vil sige, at den vildtvoksende skotsk lostilk hverken må plukkes eller graves op. Men så kan man jo dyrke den selv og få fri adgang til denne velsmagende strandurt.

Skotsk lostilk er en 40-70 cm høj plante med flotte hvide skærmblomster i juni-juli, glatte rødlige stængler og skinnende mørkegrønne, trefinnede blade. Den har en ret kraftig, selleriagtig duft.

På engelsk kaldes skotsk lostilk for Sea lovage eller Scotch lovage – lovage betyder løvstikke på engelsk. Frisk skotsk lostilk har da også toner af løvstikke, men er alligevel helt unik. Smagen er som en fusion af løvstikke, portulak, selleri og persille med et twist af citronskal og bitterhed.

Alle dele af skotsk lostilk kan bruges i køkkenet:

  • De spæde blade, blomsterne og de umodne frø er alle velegnede til at spise friske, fx i salat eller som pynt ved anretning af maden.
  • Bladene er mest lækre, mens de er spæde – inden planten blomstrer. De har en let bitter friskhed og smager fantastisk i fx en blandet tomatsalat eller -salsa sammen med agurk, løg, mynteblade og en olie/citron-dressing.
  • Bladene er også velegnede i en risotto, hvor bladene af skotsk lostilk kun varmes med de sidste minutter.
  • Stænglerne af skotsk lostilk kan kandiseres som kvan til confiture d’angelique.
  • Ældre blade, de modne frø og rødderne (hvis man kan nænne at grave planten op) kan bruges i fx gryderetter, ligesom skotsk lostilk naturligt indgår i en suppevisk.
  • De modne stødte frø kan bruges som en slags substitut for peber.

Skotsk lostilk har tidligere været brugt som lægeurt mod bl.a. fordøjelsesproblemer og reumatisme og saften af planten blev brugt til at fremskynde fødsler. Afkog af roden skulle virke søvndyssende – derfor har skotsk lostilk tidligere været kendt som søvnurt.

Den trives bedst i fuld sol eller let skygge. Frøene kræver en kuldeperiode for at spire, så det er derfor en god ide at så dem på friland i løbet af efterår/tidlig vinter. De kan dog også sagtens sås om foråret. Se mere om koldsåning her.

Udgivet den

Takkeklap (Bunias orientalis)

Takkeklap er en nem, hårdfør og produktiv, flerårig plante, som man kan høste enten blomsterstande, blomster, blade, stængler, frøstande eller rødder af store dele af året. Den vokser også vildt enkelte steder i Danmark.

Takkeklap er i tæt familie med bl.a. kål, sennep og rucola og vil du have den i køkkenhaven (eller andre steder i haven), så er frøene det vi kalder kuldekimere og skal sås i den kolde periode fra efterår til det tidlige forår.

Takkeklap er flerårig og fra den etablerede plante skyder de grønne skud ihærdigt fra tidligt på foråret – ofte allerede i februar, undertiden også i løbet af en mild vinter.

  • Disse spæde skud egner sig fint til at blive spist rå: I salater, som et grønt drys, på en pizza i stedet for rucola.
  • Når bladene bliver større og kraftigere, vinder de ved at blive tilberedt.
  • I juni giver planten broccoli-lignende blomsterstande og kan fint erstatte broccolien.
  • Lader man blomsterknopperne stå, springer de ud med gule korsblomster, som er smukke og med deres svage sennepssmag fine at drysse på maden.
  • Blomsterstænglen har små ’vorter’, men skræller man den friske stængel, kan den tilberedes som asparges.
  • De større blade, ofte 30-40 cm lange, kan bruges som grøntsag i utallige retter. Ved tilberedning nedbrydes glucosinolater i bladene, som er det stof, der giver planten sin skarpe smag. Når den mildnes, er blade af takkeklap anvendelige i fx supper, tærter, pastaretter, risotto og stirfries.
  • Bladene af takkeklap er også oplagte at bruge til fermentering, som kan give ’friskt’ grønt i vintermånederne. Tænk på den som kål, når du anvender de store blade.
  • Også den kraftige pælerod af takkeklap er spiselig og kan anvendes, som man normalt ville bruge peberrod.
  • Skulle planten sætte frøstande, kaldet skulper, er disse også spiselige: De kan eventuelt syltes som kapers.

Hvad jeg specielt synes er interessant ved Takkeklap er at  det er så sund en plante, at den ikke angribes af de sygdomme og insektangreb, som ellers plager kålslægtens medlemmer – kålsommerfugle er fx aldeles uinteresserede i takkeklap! What’s not to like about Takkeklap?

Frøene kan koldsås i løbet af efteråret eller i det tidligste forår, gerne allerede i februar, og vil spire i løbet af foråret. Se mere om koldsåning her. Høst beskedent af planten på dens første år, så den kan bruge kræfterne på at etablere sig. Blomstring kommer først på plantens andet leveår. Takkeklap foretrækker at vokse i en muldet og relativ fugtig jord.

Udgivet den

Sødskærm (Myrrhis odorata)

Endnu en favorit! Som du kan så i den kolde tid på året. Frøene er nemlig det vi kalder kuldekimere.

Sødskærm er en flerårig, anisduftende krydderurt med en sødlig, lakridsagtig smag, og den er selvskreven i det nye nordiske køkken. Den blomstrer langs levende hegn, biveje, i markkanter og ved flodbredder og stort set hele planten er spiselig: blomster, stængler, blade, umodne såvel som modne frø samt rødder. Sødskærm kendes også som spansk kørvel eller aniskål.

Sødskærm er en bladrig staude med store, smukke og findelte – nærmest bregneagtige – blade, der dufter sødt og lakridsagtigt. De hule, furede stængler bliver 50-150 cm høje. Sødskærm skyder tidligt og har en hurtig vækst. Derfor kan man også finde den dyrket både i Island, Færøerne og Grønland. Allerede i maj blomstrer den med store flade, hvide blomsterskærme, der afløses af to cm lange, oprette frugter, der først er grønne og skifter farve til sortbrun ved modning.

Sødskærm kan ligesom kvan reducere den sure smag i fx rabarber og stikkelsbær, og man kan derfor reducere sukkerforbruget ved at koge blade eller stængler af sødskærm med til syltetøj, frugtgrød og kompot. Bladene af sødskærm kan plukkes fra det helt tidlige forår og til hen mod frostens komme og har mange anvendelsesmuligheder: De kan hakkes fint og bruges i mange madretter, hvor et sødligt twist er et raffinement.

  • Brug fx blade af sødskærm i supper og saucer,
  • i en kold urtecreme eller urtesmør.
  •  blade og/eller umodne frø (mens de endnu er relativt bløde) af sødskærm er velegnede til at blande i en salat.
  • I gamle dage brugte man de tidlige blade af sødskærm til at drøje kålretterne – heraf navnet.
  • Både blade og blomster af sødskærm kan tørres til te.
  • De aflange umodne frø har en endnu kraftigere, sødlig lakridssmag end bladene og kan – mens de endnu er grønne – stødes og anvendes i kager, is og andre desserter. De umodne grønne frø er gode at gumle på – i stil med lakridsrod.
  • De hele modne frø kan bruges på samme måde som hele nelliker – er velegnet fx som krydderi i kålretter.
  • Også rødderne af sødskærm er spiselige. Man kan rive dem og anvende dem i råkost, de kan koges/dampes som tilbehør eller syltes som asier.
  • Sødskærm er også velegnet til kryddersnaps – det giver en grøn, anisduftende drik, der kan minde om grækernes ouzo. Man kan lade snapsen trække på både blade, rodstykker og de umodne grønne frø.
  • Af frøolien får man anethololie, som bruges i Kongen af Danmark-bolcher.

Frøene kræver en kuldeperiode for at spire, så det er derfor en god ide at så dem på friland i løbet af efterår/tidlig vinter. De kan dog også sagtens sås i det tidlige forår. Se mere om koldsåning her.

Udgivet den

Droplet #1

Moder Jord giver gavmildt, og jo mere omsorg og opmærksomhed vi omfatter hende med, jo mere giver hun os tilbage. Hvis vi giver Jorden lov til det, vil den give os alt, hvad vi behøver, i den mest styrkende og vitale form, så vi kan trives og fortsætte vores ekspansion.

Barbara Wren

Udgivet den

Kvan (Angelica archangelica)

En af mine absolutte favoritter er Kvan – som, når du oversætter dens latinske navn, betyder engel ærkeengel. Frøene er kuldekimere og skal sås i den kolde tid på året.

Og kvan er virkelig en engel i vores have. Det er en 2-årig plante, som det første år står grøn og frodig og i det andet år skyder tykke oprette stængler, som kan blive op over to meter høje. For enden af stænglerne sidder de små gul-grønne blomster samlet i kuglerunde skærme.

Kvan findes nær strande i det meste af landet – dog ret sjældent i Nord- og Vestjylland. Den trives typisk i lidt fugtig jord oppe ved klitterne, hvor der er læ, og hvor højere bevoksning kan få fat. Kig derfor efter kvan, hvor græs og buskads begynder at præge landskabet, og hvor planten ikke står alt for udsat. Kvan kan godt stå som ene plante, men typisk står der et par stykker ad gangen.

Kvan kaldes Nordens ginseng og medicinsk er det særligt roden der bruges.

Kvan er tidligere blevet brugt både i madlavning og medicinsk. Duften fra kvanens blade og stængler er aromatisk krydret og frisk og med det nye nordiske køkken er den ved at blive populær i køkkenet igen. Alle dele af kvan kan spises.

  • Roden kan koges og anvendes som pastinak.
  • De aromatiske frø bruges i både frisk og tørret udgave som krydderi
  • Stænglerne flødestuves, dampes, marineres eller steges med fx løg som tilbehør.
  • De friske blade bruges som salat, hakkes til dressinger o.lign eller bruges i en suppevisk.
  • Tørrede, knuste kvanblade bruges som krydderi
  • De grønne bladskeder, der omgiver blomsterskærmene, kan fyldes med fars og bages i ovnen.
  • Kvanstilkene er meget velegnede som ingrediens i marmelade, syltetøj og geléer. Ofte bruges den sammen med rabarber, idet den dæmper rabarberens oxalsyre. Kvan giver også en god smag til frugtgrød, kompot og chutney.

Kvan har et meget stort indhold af C-vitamin. Disse bevares bedst når planten spises rå.

Kvan sår flittigt sig selv, så overvej hvor du sætter den. Sår du den som frø, skal du være opmærksom på, at den skal Koldsås. Det kan du læse mere om her.