En af mine absolutte favoritter er Kvan – som, når du oversætter dens latinske navn, betyder engel ærkeengel. Frøene er kuldekimere og skal sås i den kolde tid på året.
Og kvan er virkelig en engel i vores have. Det er en 2-årig plante, som det første år står grøn og frodig og i det andet år skyder tykke oprette stængler, som kan blive op over to meter høje. For enden af stænglerne sidder de små gul-grønne blomster samlet i kuglerunde skærme.
Kvan findes nær strande i det meste af landet – dog ret sjældent i Nord- og Vestjylland. Den trives typisk i lidt fugtig jord oppe ved klitterne, hvor der er læ, og hvor højere bevoksning kan få fat. Kig derfor efter kvan, hvor græs og buskads begynder at præge landskabet, og hvor planten ikke står alt for udsat. Kvan kan godt stå som ene plante, men typisk står der et par stykker ad gangen.
Kvan kaldes Nordens ginseng og medicinsk er det særligt roden der bruges.
Kvan er tidligere blevet brugt både i madlavning og medicinsk. Duften fra kvanens blade og stængler er aromatisk krydret og frisk og med det nye nordiske køkken er den ved at blive populær i køkkenet igen. Alle dele af kvan kan spises.
- Roden kan koges og anvendes som pastinak.
- De aromatiske frø bruges i både frisk og tørret udgave som krydderi
- Stænglerne flødestuves, dampes, marineres eller steges med fx løg som tilbehør.
- De friske blade bruges som salat, hakkes til dressinger o.lign eller bruges i en suppevisk.
- Tørrede, knuste kvanblade bruges som krydderi
- De grønne bladskeder, der omgiver blomsterskærmene, kan fyldes med fars og bages i ovnen.
- Kvanstilkene er meget velegnede som ingrediens i marmelade, syltetøj og geléer. Ofte bruges den sammen med rabarber, idet den dæmper rabarberens oxalsyre. Kvan giver også en god smag til frugtgrød, kompot og chutney.
Kvan har et meget stort indhold af C-vitamin. Disse bevares bedst når planten spises rå.
Kvan sår flittigt sig selv, så overvej hvor du sætter den. Sår du den som frø, skal du være opmærksom på, at den skal Koldsås. Det kan du læse mere om her.