Rapunselklokke (Campanula rapunculus)

Rapunselklokke er af den store klokkeslægt, Campanula, og er en høj – 50-100 cm – plante med masser af kønne, blålilla klokkeblomster i juli-august. Den er ikke invasiv, men sår sig selv i behersket omfang og er en fin plante i den lidt vilde have, hvor den bidrager til at tiltrækker bier og andre nyttige insekter.

Den findes vildtvoksende ganske få steder i Danmark, mest i Nordsjælland, men er også interessant i urtehaven for de haveejere, der har lyst til at forsøge sig med lidt andet end de gængse grøntsager.

Navnet rapunselklokke stammer fra det latinske rapa, der betyder roe eller majroe og  i middelalderen blev rapunselklokke dyrket i stort omfang på grund af dens

  • blade, der blev brugt som spinat – friske eller dampede,
  • og for dens hvide rødder, der kan ligne spinkle pastinakker, og som kan spises både rå og tilberedte. I rå tilstand er de sprøde med lidt skarp, nøddeagtig smag. Det lidt skarpe bid aftager ved let tilberedning, fx kan man dampe dem ganske let og lade dem trække i en god vinaigrette.
  • og også blomsterne er spiselige.

Rapunselklokke er en toårig plante, men ønsker man at dyrke den som køkkenurt for røddernes skyld, skal man betragte den som etårig. Det første år udvikles en lav bladroset og under jorden de spiselige rødder. Lader man den overvintre vil planten på andetåret skyde den høje stængel og blomstre med klokkeblomster. Så er rødderne dog ofte blevet for gamle og træede til at være en nydelse, så ønsker man at høste rødderne, skal man grave planten op hen på sommeren på første år. Jeg lader nogen stå til blomstring året efter.

Rapunselklokke er en nøjsom plante, der trives godt på let, veldrænet jord, gerne kalkrig og helst i fuld sol, tåler dog også lettere skygge.

Rapunselklokke sås bedst udendørs, gerne allerede i den sene vinter eller det tidlige forår. Sår man direkte på friland, risikerer man et stort spild, når de små kimplanter skal konkurrere med fremspirende ukrudt. Derfor er det bedst at så i plantekasse el.lign. til senere udplantning. Frøene er bitte-bittesmå og kan være lidt svære at håndtere. Bland dem eventuelt med lidt fint sand og drys blandingen ud ovenpå jorden. Riv let og spray forsigtigt med vand, så alle de små frø ikke bliver skyllet væk. Stil kassen køligt, men lidt beskyttet og i læ, så vind og vejr og strejfende katte ikke får rodet rundt i jorden. Spiring vil så finde sted det efterfølgende forår. Rapunselklokke egner sig dårligt til varm forspiring indendøre. Se mere om koldsåning her.

Har man først en bestand, kan rapunselklokke deles til flere planter ved at dele rødderne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 × 1 =