Alsbrogaards Planter

Udgivet den

Køleskabe uden el

Engang var jordkældre den eneste måde, folk kunne opbevare deres mad køligt på. Disse vidunderlige kølerum blev mindre almindelige, da køleskabe vandt frem og vores huse blev ikke længere automatisk bygget med en jordkælder under eller i nærheden.

En jordkælder er dog stadig en god måde at opbevare frugt og grønt på, ofte faktisk bedre end i et elektrisk køleskab da et jordkøleskab er bedre ventileret. Og de vil holde frugt og grøntsager friske uden elektricitet.

Du kan du stadig drage fordel af naturens “køleskab”. Det kræver kun en skovl, lidt knofedt og en skraldespand med låg.

Grundkonceptet

Jordkældre bygges under jorden, normalt lige under frostgrænsen. Jorden forbliver kølig på den dybde, men den fryser ikke. En form for ventilation giver mulighed for luftbevægelse for at forhindre råd, selvom ventilationsåbningerne er lukket om vinteren. Grøntsager og frugter opbevares køligt under disse forhold uden at fryse. De forbliver friske og klar til at spise gennem de kolde vintermåneder.

Den moderne jordkælder

Du behøver ikke at leje en frontlæsser for at drage fordel af naturens naturlige fødevarebevarende evner. En meget effektiv moderne jordkælder kan laves med et hul i jorden og en beholder. Denne type jordkælder er faktisk lidt af en forbedring i forhold til den gamle stil. Du kan have et antal mindre, individuelle jordkældre frem for en stor. Grøntsager og frugter kan holdes adskilt, og du kan nemt få adgang til den jordkælder, du har brug for. Du behøver ikke at lede igennem forskellige grøntsager for at få fat i dem, du ønsker.

Hvad skal du bruge:

  • Spade
  • Skraldespand/tønde med låg (galvaniseret stål eller plastik)
  • Bor eller hammer og søm
  • Strå/halm
  • Marksten (sten i en størrelse, der kan sikre luft mellem bunden af hullet og spanden)
  • Krydsfiner og/eller presenning

Hullets dybde skal justeres efter din fryselinje eller hvor dybt jorden fryser i dit område. Sørg for at grave dybt nok til, at tønden kan stå på dine marksten  i bunden af ​​hullet og stadig være ved eller lige under fryselinjen.

Sørg for at placere din jordkælder i et let forhøjet område. Sæt den ikke, hvor vandet har tendens til at samle sig. Du vil opleve noget fugt og kondens under disse forhold, men vi ønsker ikke, at frugterne og grøntsagerne ligger i vand.

Overskydende fugt/vand vil automatisk samle sig i bunden af ​​tønden. For derfor at sikre dig, en vis ventilation borer du huller i bunden af ​​tønden, som tillader eventuelt vand at løbe ud i jorden under og samtidig ventilere luft op igennem.

 

Start nu med at lægge lidt halm i bunden af tønden og fyld herefter dine frugter eller grøntsager i. Bland det gerne med lidt halm for at sikre ventilation. Det er fordelagtigt at installere separate jordkældre til frugt og grøntsager. De bør ikke opbevares i samme tønde – også selvom de er adskilt med halm. Frugter afgiver ethylen, som får grøntsager til at modne og rådne og kartofler til at spire.

 

Kom låget på tønden og dæk af med halm på toppen. Læg tilsidst en krydsfinerplade på som låg, samt eventuelt presenning mod regn og sne – hold på plads med endnu et par marksten. Dette sikrer din jordkælder mod dyr og vind og vejr.

Pot-in-Pot køleskab

 

Har du ikke en have, hvor du kan grave ud til en jordkælder, så er det faktisk muligt, at udnytte fysikkens love på din altan:

Videnskaben bag det er temmelig rudimentær, og den går mere 5000 år tilbage.

 

 

Her har du brug for:

  • 2 store uglaserede krukker i ler – den lille skal kunne være i den store med et lille mellemrum imellem.
  • Sand
  • Vand
  • Marksten
  • En form for vandtæt prop til hullet i bunden af den store krukke
  • Låg med ventilationshul til den lille krukke

Stil den store krukke stabilt på dine marksten, så den ikke kan vælte, men er hævet lidt over gulvet. Prop hullet i bunden af ​​den store krukke til og hæld ca. 5 cm sand i.

Indsæt derefter den mindre krukke og fyld mellemrummet mellem dem med sand og derefter med vand.

Tricket ligger i, at når vandet fordamper, trækkes varmen fra den mindre krukke væk og skaber dermed et kulderum.

Fyld dine madvarer i den lille krukke og læg låg på.

Sørg for at sandet ikke tørrer ud. Du kommer til at justere efter de forhold krukkerne står i. De må ikke stå i direkte sollys.

Udgivet den

Toast med Rød Tvetand og Skvalderkål

Uhhhh alle de lækre vilde spiselige planter og urter pibler op af jorden… Spækket med vitaminer og mineraler og sand energi. Og hvorfor ikke bare kaste dig ud i den helt nemme og superlækre nydelse af de friske små spirer med smukke, smagfulde toasts.

Brug dit favoritbrød og kom lidt smør eller en god mayo på brødet. Drys med urter og eventuelt en smule salt. Spis… Mums

Udgivet den

Rød Tvetand (Lamium purpureum)

Et almindeligt syn sidst på vinteren og det tidlige forår er Rød Tvetand – en stærkt undervurderet plante og ofte overset som almindeligt ukrudt. Men Rød Tvetand en nærende og værdifuld vild spiselig plante. Hvis du finder dem i din baghave, skal du endelig ikke trække dem op. I stedet skal du høste et par af de nye blade og prøve dem i en wok ret eller frisk i en salat.

Rød Tvetand er en urteagtig blomstrende plante, der er hjemmehørende i Europa og Asien. Men også almindelig i hele Nordamerika. Den vokser i plantebede som ukrudt og den er en almindelig plante i vejkanter, på bebyggelser og markkanter – overalt hvor jorden er blevet forstyrret eller opdyrket. Den kan tåle både fuldt sollys og delvis skygge, og den kan vokse i den mindst frugtbare eller dårlige jord, men holder af en næringsrig bund. Som medlem af dødnældefamilien har den ikke brændende blade. Den har sæson fra marts til oktober.

Denne plante er let genkendelig på dens grønne, behårede blade med lilla toppe og lyserøde blomster. På trods af sit ydmyge udseende er Rød Tvetand en værdifuld vild spiselig og medicinsk plante.

Hele planten er spiselig

  • Som mange urter tilhører den myntefamilien, men bladende smager ikke som mynte. I stedet har de en mild sød smag. Unge blade har en mild, let pebret smag, når de spises rå, og de kan være en fantastisk tilføjelse til din salat.
  • De er også en god erstatning for mere almindelige grøntsager, som spinat, grønkål og salat.
  • Eller du kan blende den med andet grønt og lidt citronsaft for at lave en lækker grøn smoothie.
  • Bladene kan også koges med i gryderetter, som urtevisk.
  • Ligesom mange andre grøntsager smager den fantastisk stegt af på panden.
  • Prøv også at dyppe dem i tempura-dej og friturestege dem for en lækker og sprød snack.
  • Eller brug bladene til at lave en sund urtete.

Bladene fra Rød Tvetand er meget nærende. De er en fantastisk kilde til vitamin C, A og K, såvel som jern, fibre og bioflavonoider. Desuden har disse blade også anti-inflammatoriske, antibakterielle og svampedræbende egenskaber samt vanddrivende, astringerende, svedende og rensende virkninger.

Udgivet den

Kvikgræs (Elytrigia Repens)

Kvikgræs er et 25-125 cm højt græs, der vokser på strandenge, vejkanter, kulturjord og i klitter. Almindelig Kvik er et velkendt ukrudt. Jordstænglerne kan vokse 60 cm eller mere ud fra den oprindelige plante, og de kan findes ned i 20 cm dybde. Fra hvert led af jordstænglen kan der dannes en ny plante.

  • Rødderne fra kvik­græs er spiselige, og indeholder lige under 20 procent kulhydrater. De smager faktisk forbavsende godt.
  • Roden kan spises både rå og tilberedte.
  • Når rødderne koges, opløses de i vandet, som bliver til en sukkerrig sirups­lignende suppe.
  • Rødderne kan i øvrigt også anvendes til kaffe­erstatning. Rødderne ristes, inden man derefter brygger kaffen på normal vis. Nogen kan godt lide smagen – men de fleste vil nok synes det smager beskt.
  • Rødderne fra kvikgræs har også været brugt – tørret og malet – som mel i trange tider.
  • Frøene fra kvikgræs kan også anvendes. Koges som grød eller i bagværk. Der er dog kun omkring 25 frø pr. plante, så rødderne er nok mere attraktive set fra et fourageringssynspunkt.

Den er rig på kiselsyre, ligesom den indeholder jern, planteslim og A- og B-vitamin. Endelig virker den antibiotisk.

Rødder fra kvikgræs kan sankes hele året.

 

Udgivet den

Droplet #3

“For enhver menneskelig sygdom findes der et sted i verden en plante, som er kuren.”

Rudolf Steiner

Udgivet den

Birkebarkmel

Birketræer er spiselige på en række forskellige måder. Birketræer kan tappes til sirup, og den nærende saft kan bruges både i madlavning, som næringsrig drik og medicinsk. De tidlige forårsknopper er aromatiske og smagfulde, hvis du snupper dem, før de åbner sig.

Men derudover kan den indre bark laves til et overraskende nærende mel, der indeholder ca. 1000 kalorier pr. kg. mel. Smagen minder meget om boghvedemel.

Traditionel brug af birkebark

Birkebarkmel fremstilles ved at høste den inderste bark, som er den der fører næringsstoffer fra rødderne op til bladene. Den ydre bark bruges til at lave kurve og spande og den indre bark er den spiselige del.

Birkebark blev traditionelt høstet af samerne i det nordlige Sverige. Mens nogle referencer siger, at barkbrød var en overlevelsesfødevare, er der beviser for, at det også blev spist i tider med overflod. Tværtimod tyder det på, at det var en basisfødevarekilde i 1600- og 1700-tallet.

Der er endog nogle beviser på, at det at spise barkmelsbrød faktisk var et tegn på rigdom. “Det er også blevet påpeget, at rige samiske familier med mange tamme rensdyr og stor mælkeproduktion normalt indsamlede de største mængder.” Det skyldes, at barken ofte blev blandet med rensdyrmælk for at lave brød.

Selvom det at spise barkmelsbrød var mere forbundet med rigdom end hungersnød, startede svenske embedsmænd i det 19. århundrede en kampagne for at overbevise folk om, at det var farligt at spise bark. “Svenske myndigheder genererede intens propaganda mod brugen af ​​bark til mad, og fra 1870 og frem forbød svensk lovgivning høst af bark fra træer, der voksede på kronland.”

Den korrekte måde, at høste/sanke birkebark på

Som huden på et menneske er barken på et træ den ydre beskyttelse mod indtrængen af skadelige fremmedlegemer. Hver gang du skærer i barken på et træ, åbner du således træets stamme op for insekter, sygdomme og forfald. Hvis du skærer hele vejen rundt om træets stamme, afbrydes tilførslen af ​​næringsstoffer fuldstændigt, og træet vil dø. Så selvfølgelig er det ikke etisk eller bæredygtigt at høste al barken fra et levende træ, men hvor meget er acceptabelt?

Nogle holder sig til en 1/3-regel og siger, at man ikke skal høste mere end 1/3 af barken omkring et træ. Men selv det er ret overdrevet.

Når gnavere beskadiger æbletræer i en frugthave og fjerner dem for bark, vil landmanden ikke engang forsøge at bringe noget tilbage, hvor mere end 1/3 af barken mangler. Hvis du høster 1/3, skubber du grænserne for det træs muligheder for overlevelse og hæmmer det resten af ​​dets liv.

Det er klart, at man i en overlevelsessituation skal gøre det, der er nødvendigt for at overleve, men i alle andre tilfælde bør bark kun fjernes fra træer, der skal fældes, eller træer, der for nylig er faldet (inden for et par uger efter fald eller fældning).

Det bark jeg her har høstet stammer fra grene vi måtte fjerne fra træer, om står for tæt på huset.

Sådan laver du birkebarkmel

Start med at fjerne den ydre bark. Den ydre papiragtige birkebark kan bruges til at lave kurve og beholdere.

Jeg brugte en hobbykniv til at skære den yderste birkebark af og skød den så ind under for at adskille lagene.

Da jeg først fik startet kunne jeg ret nemt skrælle/trække yderbarken af med hænderne.

Inderbarken er en lille smule tykkere end den papiragtige ydre bark, som du kan se fra enden af ​​denne gren.

Ved hjælp af en båndkniv/afbarker kom den indre bark af i tynde krøller.

Herefter skal den tørres enten i solen eller i nærheden af ​​brændeovnen.

Når birkebarken er tørret kan du male den til mel.

Vi har en større melkværn, som fungerede rigtig godt, men har du ikke det, så start med foodprocessoren og herefter en stenmorter, hvor du kan støde og færdigmalede de sidste stykker. God gammeldags stenkværne har været ideelle til formålet 😊

Sådan bruges birkebarkmel

Gær kan ikke fordøje næringsstofferne i barkmel så let, som de kan i hvedemel, og brødet vil have problemer med at hæve, hvis der er for meget barkmel. Birkebarkmel holder heller ikke godt sammen i bagværk, så det er ofte inkorporeret i små mængder for smag og ernæring.

Udskift ikke mere end 1/4 til 1/3 barkmel i den samlede opskrift.

Birkebarkmel har en lille smule bitter smag, men bitterheden var meget mild, og i en blind smagstest er jeg ikke sikker på, at jeg kunne se forskel på birkebarkmel og boghvedemel.

Tip: Den tørrede bark kan også bruges i te:

  • 1 tsk bark
  • 200 ml. kogende vand
  • Lade trække i 10 minutter

Men dit bedste bud på birkete i de koldere måneder er kviste. Se efter unge kviste, der stadig er fastgjort til træet eller for ganske nyligt er faldet. Måske fra en levende gren, der knækkede af i en storm. Kvistene skal være fleksible når du bøjer dem og svirpe tilbage, når du slipper igen. Hvis de er skøre, er de sandsynligvis døde og ikke nyttige til te.

Udgivet den

Rapunselklokke (Campanula rapunculus)

Rapunselklokke er af den store klokkeslægt, Campanula, og er en høj – 50-100 cm – plante med masser af kønne, blålilla klokkeblomster i juli-august. Den er ikke invasiv, men sår sig selv i behersket omfang og er en fin plante i den lidt vilde have, hvor den bidrager til at tiltrækker bier og andre nyttige insekter.

Den findes vildtvoksende ganske få steder i Danmark, mest i Nordsjælland, men er også interessant i urtehaven for de haveejere, der har lyst til at forsøge sig med lidt andet end de gængse grøntsager.

Navnet rapunselklokke stammer fra det latinske rapa, der betyder roe eller majroe og  i middelalderen blev rapunselklokke dyrket i stort omfang på grund af dens

  • blade, der blev brugt som spinat – friske eller dampede,
  • og for dens hvide rødder, der kan ligne spinkle pastinakker, og som kan spises både rå og tilberedte. I rå tilstand er de sprøde med lidt skarp, nøddeagtig smag. Det lidt skarpe bid aftager ved let tilberedning, fx kan man dampe dem ganske let og lade dem trække i en god vinaigrette.
  • og også blomsterne er spiselige.

Rapunselklokke er en toårig plante, men ønsker man at dyrke den som køkkenurt for røddernes skyld, skal man betragte den som etårig. Det første år udvikles en lav bladroset og under jorden de spiselige rødder. Lader man den overvintre vil planten på andetåret skyde den høje stængel og blomstre med klokkeblomster. Så er rødderne dog ofte blevet for gamle og træede til at være en nydelse, så ønsker man at høste rødderne, skal man grave planten op hen på sommeren på første år. Jeg lader nogen stå til blomstring året efter.

Rapunselklokke er en nøjsom plante, der trives godt på let, veldrænet jord, gerne kalkrig og helst i fuld sol, tåler dog også lettere skygge.

Rapunselklokke sås bedst udendørs, gerne allerede i den sene vinter eller det tidlige forår. Sår man direkte på friland, risikerer man et stort spild, når de små kimplanter skal konkurrere med fremspirende ukrudt. Derfor er det bedst at så i plantekasse el.lign. til senere udplantning. Frøene er bitte-bittesmå og kan være lidt svære at håndtere. Bland dem eventuelt med lidt fint sand og drys blandingen ud ovenpå jorden. Riv let og spray forsigtigt med vand, så alle de små frø ikke bliver skyllet væk. Stil kassen køligt, men lidt beskyttet og i læ, så vind og vejr og strejfende katte ikke får rodet rundt i jorden. Spiring vil så finde sted det efterfølgende forår. Rapunselklokke egner sig dårligt til varm forspiring indendøre. Se mere om koldsåning her.

Har man først en bestand, kan rapunselklokke deles til flere planter ved at dele rødderne.

Udgivet den

Skotsk lostilk (Ligusticum scoticum)

Skotsk lostilk er en vildtvoksende, flerårig skærmplante. Skotsk lostilk gror vildt enkelte steder i Danmark – der findes bestande langs kysten i Thy og Han Herred. Men den er både sjælden og fredet. Det vil sige, at den vildtvoksende skotsk lostilk hverken må plukkes eller graves op. Men så kan man jo dyrke den selv og få fri adgang til denne velsmagende strandurt.

Skotsk lostilk er en 40-70 cm høj plante med flotte hvide skærmblomster i juni-juli, glatte rødlige stængler og skinnende mørkegrønne, trefinnede blade. Den har en ret kraftig, selleriagtig duft.

På engelsk kaldes skotsk lostilk for Sea lovage eller Scotch lovage – lovage betyder løvstikke på engelsk. Frisk skotsk lostilk har da også toner af løvstikke, men er alligevel helt unik. Smagen er som en fusion af løvstikke, portulak, selleri og persille med et twist af citronskal og bitterhed.

Alle dele af skotsk lostilk kan bruges i køkkenet:

  • De spæde blade, blomsterne og de umodne frø er alle velegnede til at spise friske, fx i salat eller som pynt ved anretning af maden.
  • Bladene er mest lækre, mens de er spæde – inden planten blomstrer. De har en let bitter friskhed og smager fantastisk i fx en blandet tomatsalat eller -salsa sammen med agurk, løg, mynteblade og en olie/citron-dressing.
  • Bladene er også velegnede i en risotto, hvor bladene af skotsk lostilk kun varmes med de sidste minutter.
  • Stænglerne af skotsk lostilk kan kandiseres som kvan til confiture d’angelique.
  • Ældre blade, de modne frø og rødderne (hvis man kan nænne at grave planten op) kan bruges i fx gryderetter, ligesom skotsk lostilk naturligt indgår i en suppevisk.
  • De modne stødte frø kan bruges som en slags substitut for peber.

Skotsk lostilk har tidligere været brugt som lægeurt mod bl.a. fordøjelsesproblemer og reumatisme og saften af planten blev brugt til at fremskynde fødsler. Afkog af roden skulle virke søvndyssende – derfor har skotsk lostilk tidligere været kendt som søvnurt.

Den trives bedst i fuld sol eller let skygge. Frøene kræver en kuldeperiode for at spire, så det er derfor en god ide at så dem på friland i løbet af efterår/tidlig vinter. De kan dog også sagtens sås om foråret. Se mere om koldsåning her.

Udgivet den

Takkeklap (Bunias orientalis)

Takkeklap er en nem, hårdfør og produktiv, flerårig plante, som man kan høste enten blomsterstande, blomster, blade, stængler, frøstande eller rødder af store dele af året. Den vokser også vildt enkelte steder i Danmark.

Takkeklap er i tæt familie med bl.a. kål, sennep og rucola og vil du have den i køkkenhaven (eller andre steder i haven), så er frøene det vi kalder kuldekimere og skal sås i den kolde periode fra efterår til det tidlige forår.

Takkeklap er flerårig og fra den etablerede plante skyder de grønne skud ihærdigt fra tidligt på foråret – ofte allerede i februar, undertiden også i løbet af en mild vinter.

  • Disse spæde skud egner sig fint til at blive spist rå: I salater, som et grønt drys, på en pizza i stedet for rucola.
  • Når bladene bliver større og kraftigere, vinder de ved at blive tilberedt.
  • I juni giver planten broccoli-lignende blomsterstande og kan fint erstatte broccolien.
  • Lader man blomsterknopperne stå, springer de ud med gule korsblomster, som er smukke og med deres svage sennepssmag fine at drysse på maden.
  • Blomsterstænglen har små ’vorter’, men skræller man den friske stængel, kan den tilberedes som asparges.
  • De større blade, ofte 30-40 cm lange, kan bruges som grøntsag i utallige retter. Ved tilberedning nedbrydes glucosinolater i bladene, som er det stof, der giver planten sin skarpe smag. Når den mildnes, er blade af takkeklap anvendelige i fx supper, tærter, pastaretter, risotto og stirfries.
  • Bladene af takkeklap er også oplagte at bruge til fermentering, som kan give ’friskt’ grønt i vintermånederne. Tænk på den som kål, når du anvender de store blade.
  • Også den kraftige pælerod af takkeklap er spiselig og kan anvendes, som man normalt ville bruge peberrod.
  • Skulle planten sætte frøstande, kaldet skulper, er disse også spiselige: De kan eventuelt syltes som kapers.

Hvad jeg specielt synes er interessant ved Takkeklap er at  det er så sund en plante, at den ikke angribes af de sygdomme og insektangreb, som ellers plager kålslægtens medlemmer – kålsommerfugle er fx aldeles uinteresserede i takkeklap! What’s not to like about Takkeklap?

Frøene kan koldsås i løbet af efteråret eller i det tidligste forår, gerne allerede i februar, og vil spire i løbet af foråret. Se mere om koldsåning her. Høst beskedent af planten på dens første år, så den kan bruge kræfterne på at etablere sig. Blomstring kommer først på plantens andet leveår. Takkeklap foretrækker at vokse i en muldet og relativ fugtig jord.